Måned: marts 2020

Saturnus

SATURNUS

Det er ikke uden en vis stolthed, at Copenhagen Metal Fest kan præsentere doom-legenderne Saturnus som en del af årets program. De blev dannet helt tilbage i 1993, udgav deres første album i 1997 og har lige siden spillet melankolsk death/doom, som få har kunnet gøre dem efter. Kun fire albums er det blevet til gennem tiden, men hvad bandet således mangler i produktivitet, har de mere end kompenseret for i kvalitet. De har optrådt på både Roskilde Festival og Copenhell, og nu bliver det så CMF’s tur til at nyde Saturnus’ blanding af melankoli og skønhed.

Smukke guitarmelodier, kor, akustiske instrumenter, tunge riffs, spoken word og dybe deathgrowls supplerer hinanden i en stemningsfuld doomcocktail. Så selvom bandets optræden utvivlsomt sætter tempoet ned i forhold til det meste andet, du kommer til at høre på årets festival, bliver der med garanti ikke sparet på intensiteten, når legenderne fra Saturnus går på scenen.

HEARTEATER

HEARTEATER

Københavnske Hearteater har efterhånden været i gang i et stykke tid; to EP’er, et fuldlængde debutalbum og en masse koncerter er det således blevet til gennem bandets levetid. Gruppens første album, A House in Rapture, fik en glimrende anmeldelse her på Heavymetal.dk, og det blev bemærket, at bandet skiller sig positivt ud fra andre bands fra posthardcore-genren ved at  inkorporere elementer fra metalcore og moderne djent.

Der er altså lagt i ovnen til en lækker omgang posthardcore, når de sultne sjællændere serverer deres smagfulde liveshow til Copenhagen Metal Fest 2020. Så kom og hør de friske feinschmeckere, når de spiller op til aggressiv og højenergisk dans med rå vokale udskejelser samt tunge riffs.

Demolizer

DEMOLIZER

Den københavnske kvartet Demolizer spiller rivende hurtig old school thrash metal og er klar til at skrue energiniveauet fuldstændig til tops. Med klare linjer til bands som Slayer, Anthrax og Exodus er Demolizer garant for at levere den ondeste thrash metal, hvor du kan forvente vilde moshpits og et skråt op til systemet.

I 2019 opnåede bandet en finaleplads i den danske W.O.A Metal Battle, og du kan varme op til deres besøg med debutalbummet Ghoul og deres nyeste hæsblæsende single fra sidste år ”Built on Slavery”.

IOTUNN

IOTUNN

Helt tilbage i 2016 debuterede Iotuun med et brag af en EP, The Wizard Falls. Heavymetal.dk kvitterede med 9 af 10 kranier og skrev, at bandet blander ”…alt fra heavy rock, over progressiv metal/rock til nærmest thrashet dødsmetal ned i blenderen […] så det hele matcher på formidabel vis”. Efter færdiggørelsen af bandets første fuldlængde album, der er indspillet i selveste Studio Fredman, er bandet endelig klar til igen at indtage livescenen med fuld kraft.

Københavnerne har lovet at fremføre en ”kosmisk rejse i form af episk spacemetal” fra den kommende plade til Copenhagen Metal Fest. Det sker med det netop offentliggjorte lineup, hvor Jón Aldará (Hamferd) på vokal og Eskil Rask (Sunless Dawn) på bas fuldender cirklen. Iotunn udtaler: ”Vi er beærede over at få muligheden for at spille på Copenhagen Metal Fest som vores første koncert siden arbejdet med albumprocessen.

Vi har med længsel set frem til dette moment og glæder os enormt meget til at spille for det danske metalfolk endnu engang. Jætten lever!”

Deadnate

DEADNATE

Deadnate er et af de nye og hårdtslående navne på den danske metalscene. Deres første udgivelse fra 2018 fik store roser fra Heavymetal.dk: “Concrete Flood er en fantastisk EP, og potentialet stråler ud af hver enkelt skæring. Det her, det kan blive rigtig stort.” Deadnates lyd er bombastisk, progressiv og indeholder mange skæve og uventede elementer, der hele tiden overrasker og holder lytteren fast. Specielt Simon Juul og Kenneth Kejlstrups karakteristiske og alsidige vokaler er med til at personliggøre sangene med både rene harmonier, scream og growl. Live er der ingen tvivl om den musikalske legesyge, hvor de fire unge mænd med teknisk overskud sparker musikken langt ud over scenekanten. Bandet arbejder i øjeblikket på deres debutalbum og udsendte i slutningen af 2019 den første og yderst lovende single derfra, ”Dead Horizon”.

Aphyxion

APHYXION

Ribes stolthed: Aphyxion stormer fortsat frem. Med deres tredje album Void, som Heavymetal.dk udråbte til Årets Danske Udgivelse 2019, viser de at selvom de er nogle ungersvende, så har de mere talent og professionalisme end mange andre. Let som en leg kombinerer de klassiske Bring Me The Horizon-elementer med tunge og melodiske passager, som ala In Flames, samt en dyb og underfundig lyrik inspireret af aktuelle og samfundsrelevante problematikker.

Derudover er Aphyxion et mageløst liveband, der på sekunder formår at forvandle ethvert spillested til en svedig arena, hvor bandets utrolige karisma inficerer publikum med en furore sjældent set udenfor en slagmark!