Sidst Iotunn lagde vejen forbi Copenhagen Metal Fest, var i 2021, hvor Heavymetal.dk’s anmelder skrev følgende: “Bandets første liveoptræden med et album i ryggen på en alt for lille scene ved Copenhagen Metal Fest cementerede, at Iotunn fluks skal ud og deles med verden.” Nogle ord, Iotunn sidenhen har taget meget alvorligt, da de sidste år gæstede Copenhell med et visuelt flot show, hvor der var fyldt med laser og røg, og med deres grandiose lyd oveni efterlod de et yderst imponerende indtryk. I år tog bandet også af sted på verdens største metal-cruise, “70.000 Tons of Metal”. Der er ingen tvivl om, at bandets tilføjelse af Jón Aldará på vokal, Eskil Rask på bas og Bjørn Wind Andersen på trommer har løftet ambitionsniveauet til at være lige så højt, som musikken er storladen. Bandet har teaset en del med, at et nyt album er godt på vej, og måske er vi heldige at kunne opleve noget af det på årets udgave af Copenhagen Metal Fest. En ting er i hvert fald sikkert: bandet har gjort sig fortjent til den store scene i Amager Bio, og vi glæder os til, de tager os ud på en uforglemmelig rumrejse med eventyrlige, tonstunge lydflader og vokaler!