Den københavnske trio har rumsteret i undergrunden et stykke tid og fortjener absolut en større portion opmærksomhed. De udgav i 2021 deres dejlige debutalbum, “Of Lowly Origin”, som er et spændende sludge- og postmetallisk værk, der byder på masser af eksperimenterende lydflader og langsomme tonstunge rytmer. Lydmæssigt er de meget i samme boldgade som danske Dirt Forge, hvilket er et godt sted at befinde sig. De er med deres særprægede lydbillede og valg af genre klart et af de mest anderledes navne på årets udgave af festivalen, så hvis du er en af dem, som ikke har hørt om trioen før, så bør du bestemt ikke snyde dig selv for muligheden. De har spillet en god del koncerter med masser af danske metalbands før og har været forbi Uhørt Festival og A Colossal Weekend, så det er bestemt også et band, der ved, hvordan man gebærder sig på scenen. Tag din bedste koncertbuddy under armen, og lad dig fortrylle af Dying Hydras spændende lydunivers.