Sludge metal-scenen i Danmark kan ikke just påstås at være kæmpe, men der er begyndt at vokse nye skud frem på sludgetræet. Et af dem er københavnske Grava, som i 2022 udgav deres debutalbum, “Weight of God”, som er hamrende langsomt, tungt og støjende. Hvor man ikke kan andet end at lade sin krop vippe i takt med lydene fra de tykkeste strenge på guitar og bas, som vælter skrattende ud af monitorerne, akkompagneret af smertefulde skrål og langsomme tunge trommetakter. Bandet har allerede været en del ude på de danske landeveje, hvor de har spillet sammen med blandt andet Kollapse, Vulvatorious, Katla, Rot Away og Lifesick. Du kan derfor godt forvente, at det er et band, som absolut ved, hvad de laver live, og trænger du til en mere stillestående koncert, som dog er forfærdeligt tung, så skal du kigge forbi Grava. De er en smagsprøve på, hvad den danske sludgescene anno 2024 kan. Vi ser frem til deres debut på Copenhagen Metal Fest.